• Bavarian Nordics aktie stiger næsten 50 procent på en uge

    Source: BDK Finans / 16 Aug 2024 10:16:14   America/Chicago

    Medicinalselskabet Bavarian Nordics aktie er fredag steget med 17,8 procent. Det står klart ved børsluks fredag, hvor aktien blev handlet til en kurs på 283,5 kroner. Dermed er aktien steget med 47,7 procent siden den københavnske fondsbørs lukkede fredag i sidste uge. Her lød lukkekursen på 192. Det danske medicinalselskab har i den seneste uge modtaget flere nyheder, som investorerne tilsyneladende har taget godt imod. Tirsdag kunne Bavarian Nordic meddele, at det havde modtaget en stor ordre på deres vaccine mod mpox. 175.000 doser skal sendes til Afrika. Bavarian Nordic er den eneste virksomhed, som har fået godkendt en mpox-vaccine. Vaccinen sælges både under navnene Jynneos, Imvamune og Imvanex. Torsdag blev mpox erklæret for en global sundhedskrise af Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Det skete, efter et udbrud af sygdommen har spredt sig fra Den Demokratiske Republik Congo til nabolande og siden til Sverige og Pakistan. Fredag kunne Bavarian Nordic meddele, at selskabet arbejder på at få vaccinen godkendt til børn i alderen 12 til 17 år. Hvis vaccinen godkendes, forventes det at ske i fjerde kvartal i 2024. Det fremgår af en selskabsmeddelelse fredag. Det er også kommet frem, at de amerikanske sundhedsmyndigheder fremskynder godkendelsesprocessen for Bavarian Nordics bud på en vaccine mod sygdommen chikungunya. Bavarian Nordics aktie steg onsdag med lidt over 12 procent, torsdag med knap otte procent, inden den altså steg med hele 17,8 procent inden weekenden. Ifølge finansmediet MarketWire er det niende dag i træk, at Bavarian Nordics aktie stiger i kurs. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/bavarian-nordics-aktie-stiger-naesten-50-procent-paa-en-uge
Share on,